Deeper Fishfinder – Sådan finder du fiskene på den sjove måde

Som lystfisker vil du selvfølgelig gerne vide, hvor fiskene er. Noget der kan hjælpe dig er en Deeper Fishfinder. Jeg har testet DEEPER CHIRP+. Læs med her hvis du vil blive lidt klogere på, hvordan en Fishfinder virker.

OBS! Afløseren til Chirp+ er Chirp+2. Den nye model har fået længere batterilevetid og diverse rettelser og justeringer. Reklamelinks i dette indlæg fører til Chirp+2-modellen, Det er dog stadig Chirp+ der bliver anmeldt her.

Deeper Chirp+

Deeper Chirp+ er et ekkolod, som du kan tage med dig overalt – til kysten, sø og å.

Du kan sætte den fast på din jolle, kajak eller kaste med den fra kysten, broer og moler. Den kan også bruges til is-fiskeri.

Der er ikke brug for noget avanceret setup. Det eneste du behøver er Fishfinderen og en smartphone eller tablet til at få vist resultatet på.

Fishfinderen ligger i vandoverfladen og scanner vandet. Signalet sender den tilbage til dig, så du får et detaljeret fiskekort på din skærm med dybde, bundforhold, vandtemperatur og selvfølgelig fisk.

Sådan fungerer SONAR

Deeper Fishfinder bruger SONAR, som står for SOund NAvigation Ranging. Det er det samme ekkolokaliseringssystem, som flagermus og delfiner bruger.

Enheden sender impulser af lydbølger ned gennem vandet. Når disse pulser rammer genstande som fisk eller bunden, reflekteres de tilbage til overfladen.

Sonar-enheden måler, hvor lang tid det tager for lydbølgen at rejse ned, ramme en genstand og derefter flyve op igen. Disse oplysninger gør det muligt for enheden at bedømme dybden af det objekt, det reflekteres fra.

WiFi-forbindelse

Deeper Fishfinder bruger en WiFi-forbindelse til parring med din smartphone eller tablet. Dette giver en kraftfuld, stabil trådløs forbindelse og giver op til 10 gange hurtigere dataoverførsel end Bluetooth.

Deeperen fungerer som et WiFi-hotspot.

Du har ikke brug for en internet- eller mobilnetværksforbindelse på din enhed!

Deeper Fishfinder findes i 4 modeller

Deeper Fishfinder findes i forskellige modeller. Blandt andet:

  1. Deeper Fishfinder Start
  2. Deeper Pro
  3. Deeper Pro+2
  4. Deeper Chirp+2

Hvad er CHIRP og hvordan fungerer det

Deeper CHIRP+ er verdens første kastbare, Wi-Fi fishfinder, der bruger CHIRP-teknologi.

CHIRP står for ‘Compressed High Intensity Radiated Pulse’. (Komprimeret Høj Intensitets Radar Puls).

Et traditionelt ekkolod sender en enkelt frekvensimpuls ad gangen. Da feedback fra en enkelt frekvens er begrænset, vil klarheden og opløsningen af ekkolodsbilledet også være begrænset.

CHIRP sender derimod en kontinuerlig strøm af frekvenser fra lav til høj og fortolker disse frekvenser individuelt, når de kommer tilbage. Da denne kontinuerlige strøm giver CHIRP en meget bredere vifte af information, er et CHIRP-ekkolod i stand til at skabe meget klarere billeder med højere opløsning, sammenlignet med traditionelle ekkolod.

Jeg har ikke prøvet de andre Deeper-modeller, som ikke bruger CHIRP, så jeg kan ikke udtale mig om, hvor stor forskellen er.

Det får du i pakken med Deeper Chirp+

I pakken får du:

  • Deeper Chirp+
  • En ledning til opladning
  • En neopren taske, så du kan transportere og opbevare den sikkert på fisketuren
  • 2 “kroge” der kan skrues i Deeperen, hvor linen skal bindes fast.

deeper fishfinder

deeper chirp+

Fishfinderen er lavet i god kvalitet. Den fylder ikke ret meget. Er på størrelse med en tennisbold og virker meget robust. Den ser utrolig professionel ud.

Jeg har fået en mobilholder med. Den sætter man fast på sin fiskestang, så har man sin skærm lige ved hånden.

deeper fishfinder

Telefonen sidder rigtig godt fast under kast, og så har du begge hænder fri, når du kaster. Det er en stor fordel.

Du kan også sætte din Deeper Fishfinder fast til din jolle, kano eller kajak. Du kan her få en holder til formålet.

Jeg har ikke testet min holder endnu, men jeg skal nok opdatere indlægget, når jeg har været afsted i jollen.

GRATIS FRAGT

Deeper Sonar Pro

Pris fra 1.599 kr
GRATIS FRAGT

Deeper Sonar Pro+2

Pris fra 2.299 kr

Tekniske detaljer

Her får du lidt tekniske detaljer over Deeper Chirp+:

  • Op til 100 m rækkevidde, der afhænger af OS (Operativsystem) og typen af enhed
  • Dybde interval: 15 cm – 100 meter
  • GPS aktiveret kortlægningsfunktion
  • Temperaturmåler
  • Anvendelsestemperatur: -20°C til 40°C
  • Batteri Levetid:
    GPS til: op til 4,5 timer
    GPS fra: op til 6 timer
  • Hurtig opladning:
    80% = 45 min.
    100% = 75 min.
  • Materiale: ABS med titanium inserts
  • Mulighed for 3 scanningsbredder

Installation af Deeper Fishfinder

Det var ret nemt at sætte det hele op til brug. Jeg frygtede ellers jeg skulle bruge 18 timer på at læse manualer, men det gik nemmere, end jeg havde regnet med.

Kuglen er sat sammen af en overdel og en underdel. De skal blot skilles ad, ved at dreje på dem, og så kan du sætte ladningskablet i. Opladningen tog omkring en time.

deeper fishfinder

Efter endt opladning skal du huske at samle den igen og skrue den så godt fast, at de to pile står overfor hinanden. Så er den vandtæt!

Deeper Fishfinder har 3 huller i sig, hvor du kan skrue en lille krog fast, hvor du kan fastgøre linen fra din fiskestang. Der følger 2 kroge med i pakken.

Alt efter fra hvor højt du anvender den fra (mole, bro), skal du vælge det rette hul. Det er nemlig vigtigt, at Fishfinderen ligger lige i vandet, når du trækker rundt med den, så den kan scanne direkte ned.

Du skal bruge app’en FISH DEEPER. Jeg bruger iphone, så jeg hentede den i App-Store.

Deeper Fishfinder skal være i vandet, højst 1-2 meter fra dig, for at den kan oprette forbindelse. Du skal ind i din WI-FI-forbindelse på din telefon/tablet og vælge enheden. Det tog få sekunder, så var der forbindelse.

Når den har forbindelse åbner du app’en, og så skulle det gerne køre. Når først forbindelsen er oprettet, kan den række op til 100 meter.

Her kan du se, hvordan det helt nøjagtigt skal gøres:

Min første tur med Deeper Fishfinder

Jeg må indrømme, at jeg var ret skeptisk,  om den nu også virkede. Men jeg blev positiv overrasket over hvor hurtig og nøjagtigt, den gav information til min skærm. I løbet af få sekunder kunne jeg aflæse vandtemperatur, vanddybde og se bundforhold. Man bliver hurtigt grebet af stemningen, om der nu viser sig at være fisk.

De nye data kommer rullende ind fra højre på skærmen, så man konstant er opdateret.

Det kan være en god idé at besøge Deepers hjemmeside. Her kan du finde nøjagtig beskrivelse af hvordan du læser kortet korrekt.

Nedenstående er et screenprint fra min app. Her kan du se klokken (15:03). Du kan se hvor meget strøm der er tilbage på min telefon (76%) og på Deeperen (90%).

Deeper Chirp+ vejer 90 gram, så den er lidt tung at kaste med. Man skal sørge for ens line og fiskestang kan holde til belastningen! Deeper Start vejer til sammenligning 65 gram. Deeper Pro og Pro+ vejer 100 gram.

Jeg så ingen fisk på turen, men det håber jeg kommer senere.

Alt det fede du kan se i app’en

Jo mere jeg rodede rundt med App’en, desto mere fandt jeg ud af den kunne. For eksempel gemmer den de ting, den har scannet. Du kan så efterfølgende gå ind og afspille det, den har scannet.

Desuden er der også en vejrudsigt i app’en. Vejrudsigten viser blandt andet temperaturen, vindstyrke, vindretning, hvornår solen går op og ned m.m. Ligesom du kender det fra en normal vejr-app.

Noget andet der er ret smart, er at der også er et satellitkort. Her kan du se hvor du befinder dig med din Fishfinder (hvis du skulle være i tvivl). Du kan også se hvilket område du har scannet.

På nedenstående screenprint havde jeg ikke forbindelse, men ellers ville den have vist en sort kugle på kortet.

Det kan du tilføje i app’en

På kortet kan du tilføje dine yndlings fiskespots, hvor du overnatter, parkerer m.m.

Du kan også sætte et punkt ind, hvor du har fanget fisk (de to blå fisk). Du kan tilføje et billede af din fangst, skrive hvor meget den vejer, hvor lang den er, hvilket agn du brugte, m.m. Oplysningerne bliver gemt, så du altid har dine informationer på dig. Du kan klikke på fisken og se de informationer og billeder, du har gemt. Klik på fisken havde den lidt svært ved at fatte, måske det er min telefon der er ved at være for gammel (6S plus).

Jeg tror ikke, jeg kommer til at bruge det med at gemme mine steder. Men du har altså muligheden, hvis du har lyst til at holde lidt styr på dine fiskespots og fangster.

Du kan for eksempel også bede app’en om at give lyd, når den spotter fisk. Og den kan vise på scanningen, hvor dybt (for eksempel 2,3 meter) fisken er fra overfladen.

Som du kan se har app’en virkelig mange smarte indstillinger.

Du kan få Deeper Chirp+2 og de andre modeller hos Sport Dres:

Her kommer jeg til at bruge Deeper Fishfinder

Kystfiskeri i waders: Jeg kommer ikke til at tage den med på mine ture, hvor jeg i waders affisker en kyststrækning. Jeg går som regel i lidt lavere vand, og her giver det for mig ikke mening at kaste den ud.

Desuden fisker jeg med gennemløbsblink og bruger et forfang, og så gider jeg ikke skifte endegrej. Med en lille hægte kunne man sagtens gøre det, men da vil jeg hellere have mit blink i vandet og lade mig overraske.

Fiskeri fra mole/bro: Har jeg en base og står mere stille, giver det mere mening for mig, at have den med. Jeg vil nok vælge at have en ekstra fiskestang med, så jeg ikke skal skifte endegrej. En stang med Deeper’en på og en anden rigget til med mit blink. Så kan jeg fiske, mens den ligger og scanner vandet. Er der fisk, kan jeg hurtigt smide blinket ud. Der skal helst være lidt dybt, synes jeg, så den scanner et større område.

Fiskeri fra jolle: Her giver det også mening for mig at tage den med. Igen har jeg en base, og som regel sejler jeg på lidt dybere vand, hvor det kunne være spændende at se, hvad der er under vandoverfladen. Fishfinderen kan sidde fast på båden, eller blive kastet ud med stang. Alt i mens kan jeg fiske.

Fiskeri i sø: Jeg fisker ikke ofte i sø. Er det en lidt mere dyb sø, ville jeg tage den med.

Isfiskeri: Jeg ville helt klart mene, den kunne være sjov at have med på isen. Igen har man en base, og den kan ligge i hullet og scanne vandet. Jeg har ikke prøvet det endnu, men da jeg har familie i Sverige, der bor tæt ved søer, skal den med på næste tur om vinteren.

Deeper Fishfinder er nem at have med i den lille neoprenpung som følger med.

deeper fishfinder

Vurder selv, hvor det giver mening for dig at bruge Deeper Fishfinder. Det kan også være du først finder ud af det, når du har brugt den et par gange.

Nogle synes det er fedt at kunne følge med i, hvad der sker under vand. Og for andre tager den sikkert noget af den spænding, der er ved at kaste sit blink ud i det uvisse og blive overrasket.

Jeg blev i hvert fald grebet af stemningen, om der nu gemmer sig noget spændende under overfladen.

Jeg håber, du blev lidt klogere på en Deeper Fishfinder.

Produkt nævnt i dette indlæg:

Author: Martin Teichert - Reklame

Martin Teichert og manden bag MrMazzo. Jeg elsker at fiske efter havørreder. Her på siden får du mine bedste tips til havørredfiskeriet.