Fisketegn – Alt du behøver at vide (GUIDE)

Når du vil ud at fiske efter havørreder ved de danske kyster og fjorde, er det vigtigt, at du overholder loven. Derfor skal du sørge for at have et gyldigt fisketegn, inden du tager afsted.

I dette indlæg kan du finde følgende:

  1. Hvilken type fisketegn skal du vælge
  2. Her kan du købe et
  3. Pris
  4. Her må du fiske med fisketegnet
  5. Det går pengene til
fisketegn

ALT OM FISKETEGN

1. Hvilket fisketegn skal du vælge

Der findes to typer fisketegn:

  1. Lystfisketegn 
  2. Fritidsfisketegn

1. Her skal du vælge LYSTFISKETEGN:

Du skal vælge lystfisketegn, hvis du fisker med lette håndredskaber, som fx. fiskestang, pilk og harpun – redskaber som du fisker aktivt med.

Hvem skal IKKE have lystfisketegn:

  • Personer under 18 år
  • Personer der har opnået ret til folkepension
  • Fritidsfiskere som har et gyldigt fritidsfisketegn
  • Ejeren og resten af husstanden af den grund, der ligger nærmest ved det ferskvand, der bliver fisket i
  • Lystfiskere der fisker i “put-and-take” søer (ørredsøer)

Fisketegnet er personligt og må ikke bruges af andre – heller ikke af personer i familien eller personer som har den samme adresse!.

2. Her skal du vælge FRITIDSFISKETEGN:

 

Hvis du fisker med redskaber som fx. garn, ruser og kroge, skal du have fritidsfisketegn. Redskaberne fisker passivt, uden at du behøver at være til stede.

For at være fritidsfisker skal du:

  • Være fyldt 12 år (der er ingen øvre aldersgrænse)
  • Have fast bopæl i Danmark, medmindre du kommer fra et EU-land, Island eller Norge og har en nærmere tilknytning til Danmark, for eksempel på grund af arbejde her i landet.

Du skal have fritidsfisketegn, selvom du har opnået ret til folkepension.

Fisketegnet er personligt og må ikke bruges af andre – heller ikke af personer i familien eller personer som har samme adresse.

2. Her kan du købe et fisketegn

Du kan købe et fisketegn hos Fiskeristyrelsen. Du kan bruge følgende link:

KØB FISKETEGN

Du kan også købe fisketegn på mange posthuse og postbutikker i Danmark.

Udsalgssteder: Der er ca. 200 udsalgssteder, hvor du kan købe fisketegn. Det er fx turistkontorer, campingpladser, fiskesportsbutikker og lignende. Nogle af udsalgsstederne kræver et gebyr oveni prisen.

3. Det koster et fisketegn

Lystfisketegnet til fiskeri med stang koster:

  • 1 dag = 40 kr.
  • 7 dage = 130 kr.
  • 365 dage = 185 kr.

Fisketegnet indeholder det fiskerinummer, som du sammen med legitimation skal have med, når du tager ud at fiske.

Hvis du bliver kontrolleret skal du oplyse nummeret og vise ID.

Ekstra: Vælg om du vil have et plastikkort (frivilligt). Plastikkortet har samme størrelse og kvalitet som et kreditkort. Det er let at have med, og så er du sikker på, at du kan huske dit fiskerinummer. Kortet koster 15 kr., og det bliver sendt til dig indenfor ca. 14 dage efter købet.

Fritidsfisketegn til fiskeri med redskaber som fx garn, ruser og kroge koster 300 kr. for 1 år fra betalingsdagen, eller 1 år i forlængelse af fritidsfisketegnets nuværende gyldighedsperiode.

Du kan også bruge fritidsfisketegnet som lystfisketegn.

Hav dit fisketegn i orden og nyd fiskeriet. Det er ikke cool at fiske uden tegn. Desuden er det ulovligt.

KØB FISKETEGN

4. Her må du fiske med fisketegnet

  • I saltvand på dansk fiskeriterritorium
  • Naturlige ferske vande – med ejerens tilladelse. Hvis du fisker med redskaber, skal redskaberne mærkes med navn, adresse og matrikelnummer for den ejendom som har fiskeretten.
  • Kanaler, grøfter og lignende, som er skabt af mennesker, men som er en del af naturlige vandløb.

Vær opmærksom på, at der er mange steder, hvor du ikke må fiske. Det kan være på grund af fredningsbælter, regler om afstand eller der er en lokal lyst- eller sportsfiskerforening/klub som har fiskeretten. Og der er områder, hvor fiskeri helt er forbudt.

5. Det går pengene til

Indtægterne fra salget går til fiskepleje:

  • Udsætning af fisk – fx havørred og pighvar
  • Vandløbsrestaurering, som hjælper udviklingen af fiskebestande
  • Ny viden om fiskenes adfærd

Pengene er på den måde til gavn for fiskene. Og det giver bedre muligheder for et godt fiskeri for lystfiskere, fritidsfiskere, bierhvervsfiskere og erhvervsfiskere.

Andre gode fisketips

Når du har dit fisketegn i orden, vil du selvfølgelig gerne ud at fiske. Du finder nogle nyttige fisketips her:

Author: Martin Teichert - Reklame

Martin Teichert og manden bag MrMazzo. Jeg elsker at fiske efter havørreder. Her på siden får du mine bedste tips til havørredfiskeriet.