Her får du min historie, om dengang jeg smerteligt lærte, hvor vigtigt det er at huske sit fangstnet.
For 3 måneder siden skete der noget, som jeg først nu er klar til at skrive om. I de efterfølgende uger efter hændelsen, tænkte jeg på det HVER DAG! Nu kommer det kun op en gang i mellem.
Jeg er så småt ved at have bearbejdet det, men det vil nok forfølge mig lidt endnu, måske resten af livet.
Det er aldrig fedt at snakke om sine brølere i livet. Men jeg gør det nu alligevel.
Grunden til jeg vil fortælle dig om min mega brøler er, at jeg ikke vil, at du begår den samme fejl. Du skal ikke opleve den psykiske smerte, jeg blev udsat for.
Den gode nyhed er, at fejlen heldigvis nemt kan undgås. Men nu skal du høre:
Snurrebasse Cup efterår 2018
I efteråret havde jeg meldt mig til Snurrebasse Cup.
Til de af jer som ikke ved hvad det er, så kort fortalt, er det en fiskekonkurrence, hvor man kun må fiske med blink fra OGP. F.eks. Snurrebassen og Sillingen.
Den dag stod jeg tidligt op. Mit udstyr havde jeg pakket og gjort klar aftenen inden.
Kaffen blev brygget og franskbrød med Nutella kom også med. Hvis du ikke har Nutella derhjemme, så kan jeg anbefale dig at prøve det. Det smager altså godt. Hov… vi skulle ikke snakke om Nutella.
Jeg kørte af sted tidligt om morgenen ned på mit yndlingsfiskespot. Der vidste jeg, at jeg havde størst chance for at få noget på krogen.
Jeg kan godt mærke, at jeg er lidt spændt. 1. præmien er trods alt på omkring 8.000 kroner. Og jeg gad godt have fingrene i alt det lækre udstyr.
Du kan forresten også deltage i Snurrebasse Cuppen. Den bliver afholdt i foråret og i efteråret. Du kan læse mere om cuppen HER.
ALARM! Fisk på krogen!
Da jeg har fisket omkring et kvarter, kommer der et hug ud af det blå. Ikke noget med at ørreden li’ skal prikke til mit blink. Det siger VRUM! Og den er på! Og så giver jeg modhug.
Min stang bøjer for vildt, som den ikke har gjort i LÆNGE.
Mit hjerte begynder at hamre og adrenalinen kører rundt i mit krop. Der går tusinde tanker gennem mit hoved.
- Bare den ikke hopper af!
- Er det ny personlig rekord?
- Hvor stor er den?
- Please lad mig for den med ind!
- Har jeg husket at slukke for strygehjernet? (ok det tænkte jeg ikke)
- Jeg skal huske at få taget et billede til alle mine sociale medier
- Sidder mit hår nu godt nok?
Og i min iver og rædsel for at miste den her fisk, begår jeg den kæmpe amatørbrøler, som man bare ikke må begå:
MIN FEJL
Jeg spinner den alt for kraftigt ind! Dumt, dumt, dumt.
Det skulle jeg have gjort: Lade fisken køre træt, for derefter stille og roligt at spinne den ind. HUSK DET TIL DINE TURE! Løsen bremsen mens du holder linen stram. Når ørreden er ved at være mør, så kan du spinne den ind.
Det gælder om at have nerver af stål, og håbe krogen sidder som den skal. Du skal være ISKOLD. Være den seje fisker, der har styr på situationen.
Men tanken ‘bare den nu ikke ryger af’ ligger og lurer i enhver fiskers baghoved eller forhoved? Jeg aner ikke hvilken del af hjernen, der indeholder frygt og angst. Og findes ordet forhoved?
Det lykkes mig, på trods af at jeg spinner ørreden for hårdt ind, at få den HELT ind til mig. Jeg kan se den nu. Den har en nakke på størrelse med Mike Tysons nakke. Og den er stor!
Jeg kan allerede se mig selv holde Snurrebasse-trofæet op og danse min sejrsdans. Ok jeg har ikke nogen sejrsdans, men jeg arbejder på det.
Hvem har brug for et fangstnet?
Man siger, at hovmod står for fald. Og det er sandt, kan jeg skrive under på.
I 7 år har jeg fisket, og min teknik med at gå baglæns ind mod stranden, mens jeg spinner ind har altid virket. Ind på det lave vand og afkroge den, hvis den skal genudsættes. Og skal den med hjem, så op på stranden med den.
Min bror har ofte sagt til mig: “Få nu fat i et fangstnet.”
Men baaah det har The Fisherman fra MrMazzo, da ikke brug for. Jeg bakker da bare og lander fisken på min egen måde. Hvad er problemet?!
Men det er så NU, jeg betaler prisen for ikke at være ydmyg og tage i mod et godt råd.
MIT FORFANG SPRÆNGER oppe ved svirvlen.
Mit desperate forsøg uden fangstnet
Jeg har ørreden lige ved mine vadestøvler. Den har blinket og mit forfang i munden.
Jeg tænker hurtigt! Smider min stang over i nogle siv! Bøjer mig ned og griber fat om ørreden! Men den er simpelthen for glat. Så den vrider sig løs og giver et bask med kroppen og vupti er den 30 cm fra mig.
Den er total cool og svømmer ikke væk. Den er det, som jeg burde have været – roligheden selv.
Hvorfor kaster jeg mig ikke bare over den, og er ligeglad med om jeg får vand i mine waders? Havde jeg fået fisken med hjem, havde jeg ikke behøvet fiske mere den dag. Men nej, jeg prøver at liste efter den for langsomt at tage fat i den. FLOT!

Ørreden er ikke dum, så hver gang jeg går hen til den, svømmer den lidt væk, og til sidst er vi ude på så dybt vand, at det er umuligt for mig at kaste mig over den. Og væk svømmede min pokal, min måske 1. plads, og mit blink. Og der står jeg og ser dum ud.
Jeg kan ikke beskrive, hvor surt det føles. Måske du har prøvet noget lignende? Det er som at misse toget. Blive forladt af kæresten. Tabe sin telefon ned på en flise og høre glasset splintre. MEN BARE GANGE MED 124!!!!
Og det hele kunne jeg have undgået, hvis blot jeg havde haft et fangstnet!
AV det gør ondt i mit hjerte mor!
Resten af dagen tænkte jeg ikke på andet end min fejl. At jeg havde spinnet den for kraftigt og hurtigt ind. Og burde jeg have tjekket min fiskeknude eller bundet den strammere.
Som sagt så tog det mig flere uger at komme over. Normalt er jeg hurtigt til at glemme nederlag og komme op på hesten igen, men den her svier stadig.
Fangstnet. Tja havde jeg blot haft et fangstnet.
Har du et fangstnet?
Et fangstnet koster ikke det store. Og det smarte er, at det ofte kan hænge bag på din vadejakke/fiskevest.
Vil du øge din chance for at fange din fisk, så hav altid et fangstnet med dig på dine fisketure.
Spin fisken stille og roligt ind. Når du kan, tager du fangstnettet under fisken, og vupti har du sikret din fangst.
Her kan du få fat i et fangstnet
Jeg har fundet et par fangstnet hos fiskegrej.dk. Jeg håber, du kan bruge et af dem, så du ikke begår den samme brøler som mig.
Jeg har selv fangstnettet GREYS SCOOP. Det har jeg købt hos Sport Dres. De har et stort udvalg af fangstnet.