Jeg vil tro, at de fleste kender den følelse af, at blive skuffet, irriteret eller endda sur over at tabe. Eller over at fejle i noget, som man havde en forventning om, skulle gå let, eller i det mindste nok skulle lykkedes for én, i sidste ende.
Det kan være i mange forskellige henseender. På arbejdet. Et nyt projekt, man går i gang med derhjemme. En ny ret, man vil afprøve til gæsterne lørdag aften. En spilleaften med kæresten.
Det hele skulle gå så godt. Man var forberedt, havde måske undersøgt en masse, om det man skulle i gang med. Man havde testet nogle ting af inden, eller læst alle kortene igennem i Trivial Pursuit…. Hvad det nu end kunne være. Og så går det bare ikke!
Af en eller anden grund, så bliver det bare ikke, som man havde tænkt sig. Maden brænder på, noget smager helt forkert. Hullet man borede i muren, gemte på en vandledning lige inde bagved. Hylden blev fuldstændig skæv.
Kender i det?
Den følelse, kan man også godt komme ud for, når man fisker!
Okay, nu siger jeg MAN. Jeg kan jo ikke snakke for andre. For mig, kan den følelse godt komme op i mig, når jeg er ude og fiske.
Det gjorde den i stor stil for et par år siden, da jeg var ude med min kæreste og fiske på Djursland. Nu skal i høre:
Turen til Djursland
Jeg kommer selv fra Djursland og min kæreste, kommer fra Kolding.
Vi er ofte oppe og besøge mine forældre, som stadig bor deroppe, og vi tager ofte udstyret med, så vi kan komme en tur til Gjerrild klint og fiske.
De der har hørt lidt om mit fiskeri ved, at jeg ikke er den fisker, som fanger mest. Der går mange 0-turer imellem.
Hjemmebanefordel
Men når så jeg er på hjemmebane, så er det lidt som om, at jeg føler, jeg har hjemmebanefordel. Hvor den fordel lige kommer ind i regnestykket, ved jeg ikke helt. Men det er bare sådan jeg tænker, når vi skal derop.
”Det er jo mig, der kommer herfra og så burde det jo også være mig, der fanger flest fisk.” Meget logisk.
Det er lidt som at sige, at 2+2 = 5. Det giver absolut ingen mening. Men det er nu stadig den følelse jeg får, når vi rammer kysten. Jeg kan mærke det, helt ind i knoglerne. ”Nu skal der fanges fisk! Det bliver så vildt. Jeg er sikker på, at jeg får en ordentlig basse på krogen.” Det er sådan nogle tanker, jeg går med inde i hovedet.
Jeg siger dem ikke højt, for når man virkelig ønsker noget, så skal man holde det for sig selv, ellers kommer det ikke til at ske. (Endnu en Hanneisme)
Men tilbage til historien….
Fisketuren ved Gjerrild
Vi tager til vandet. Til Gjerrild som vi plejer. Det er marts måned, og lidt småkoldt endnu. Vandet ved Gjerrild er stort og dybt, og man kan gå inde på land. Man skal ikke mange skridt ud, før man står i vand til knæene. Der er sten, tang, badekar og strøm, alt det gode.
Bevæger man sig en anelse nordpå, til Gjerrild Nordstrand, er det ret lavvandet. Underligt så stor en forskel der kan være, på så kort en afstand.
Vi fisker med et stykke mellemrum imellem os, og bevæger os stille og roligt langs kysten.
Jeg går der, med mit håb og ønsker og ønsker…. Der sker bare ikke rigtig noget.
Min kæreste siger et par gange, at han mærker fisk, husker jeg. Jeg mærker ikke noget. Det er virkelig længe siden jeg har fanget noget, og jeg trænger altså til at der snart sker noget. Jeg er lidt træt af, at de sidste mange gange vi har været ude og fiske, så er det min kæreste der har haft bid, og jeg har ikke mærket noget overhovedet.
Jeg har et hvidt Boss blink på. Jeg har altid godt kunne lide de hvide blink. Har brugt de hvide meget på Djursland. Boss eller Stripperen. Jeg synes de går rigtig fint i vandet begge to.
Der går en rum tid, og vi har fisket lidt frem og tilbage og holdt lidt pauser. Det er altid hyggeligt, når man har lidt kaffe med i tasken, så man kan sidde og få et hvil og en varm kop kaffe. (eller the eller kakao, eller hvad man nu er til.)
Jeg er ærlig talt ved, at være lidt træt af, at det står så stille. Der sker intet for enden af min line, og fiskene er slet ikke interesseret i mit hvide Boss blink.
Min kæreste bliver ved at mærke og se fisk, men det er åbenbart kun der hvor han er, de også vil være.
Min kæreste stjæler min fisk
Jeg sætter mig op på en lille afsats på klinten og tager en pause. Når man nu ikke kan få noget action ude i vandet, kan det da være der er sket noget banebrydende på Facebook eller Instagram… Prøver bare at få lidt adspredelse og tænke på noget andet.
Pludselig hører jeg et højt pift!!!
Jeg retter blikket mod min kæreste og kan se, at hans stang den bøjer! Han har fisk på!
Jeg kan se den giver nogle ordentlige plask ude i vandet, og det er bestemt ikke en lille fisk. Den ser ud til, at have en rigtig god størrelse. Det tager ham ikke lang tid at få den ind i nettet og jeg kan skimte ud af øjenkrogen, at den er god!
Men jeg nægter, at gå over til ham og se den dumme fisk.
Jeg bliver simpelthen så skuffet og tøsefornærmet. Jeg kan ikke se mig ud over det. Jeg kan ikke få mig selv overtalt til, at rejse mig og gå over til ham og se den.
Jeg er bare så træt af, at det ALTID er ham der fanger noget, og alle de andre jeg ser rundt omkring. Det er bare ALDRIG mig!
Det er så irriterende og jeg havde jo lige gået og sat mig op til, at det var i dag det skulle ske. Nu var jeg hjemme og havde hjemmebanefordel, og alt det der. Og hvad sker der?
Jo det skal jeg fortælle jer: MIN KÆRESTE STJAL MIN FISK!
Jamen det gjorde han altså… Det var jo min tur. Det havde jeg jo forudset, inde i mit hoved.
Jeg havde bestemt, at det var i dag jeg skulle fange en fisk, og så tog han den lige for næsen af mig.
Jeg fortsætter min ignorering af den der irriterende grimme fisk, der ligger små 30 meter fra mig.
Ikke om jeg gider se den. (Kaster dog nogle stjålne blikke over på den, men forsøger at se ud som om, jeg slet ikke er interesseret.)
Det uventede
Men jeg kan da i protest, eller hvad man nu kan kalde det, tage min stang og fiske videre. I min surhed og skuffelse, kan jeg da stå der og mule, mens jeg fisker videre og bare lader som om, jeg ikke har opdaget han har fanget noget.
Jeg er slet ikke fokuseret på, hvad jeg egentlig laver. Jeg tænker ikke over spinstop eller noget andet, jeg smider bare blinket ud og hiver det ind igen. Og er sur. (ja ja, jeg ved godt, at det virkelig er latterligt. Heldigvis joker vi også rigtig tit med det nu.)
Der står jeg så og blomstrer…. Eller måske nok nærmere ryger, ud af ørerne.
BUM! Og så var der fisk!
Jeg fik et helt chok, for jeg var da fuldstændig ufokuseret og havde slet ikke tankerne eller blikket på vandet. Det skete bare lige pludselig.
Så kunne jeg jo godt, pakke min sure mine væk og stoppe mit tøse-fornærmeri. Alt var godt igen.
Hvad jeg burde have gjort
Hvor var jeg dog, helt igennem usportslig den dag. At jeg ikke kunne glæde mig over, at min kæreste fangede en fisk, det var endda en mega flot én af slagsen, som i kan se på billedet. Blank og flot.
Undskyld! Undskyld!
Jeg var en meget dårlig fiskemakker den dag!
Havde min kæreste nu ikke været, så storsindet som han er, kunne det da virkelig have ødelagt stemningen mellem os. Jeg tør da ikke tænke på, hvordan køreturen hjem kunne have været. Det var slet ikke i orden af mig. Vi fisker jo for at hygge os.
Alle vil gerne fange en fisk, ellers fiskede folk jo nok ikke. Men når man tager afsted med sin makker, så handler det da om at have en fed dag sammen.
Man glæder sig over hinandens fangster, og klapper når ens makker får bøjet line og hujer højt. Man løber, så godt man nu kan i et par waders, hen for at se fangsten. Hvor stor eller lille den end er.
Man glæder sig over, at have været ude i den skønne danske natur sammen.
Og man tager glade og trætte hjem sammen, efter en oplevelsesrig tur med sin makker (eller i mit tilfælde kæreste).
Det var ikke det jeg gjorde den dag, og skam mig! For det var da helt klart det, jeg skulle have gjort. Og det er helt sikkert også det, jeg egentlig gerne ville have ønsket, jeg gjorde.
Næste gang
Næste gang! Så lovede jeg mig selv, at jeg ville glæde mig over hver en fisk der blev fanget, om end det var mig eller min kæreste der fangede den.
Jeg vil være den gode fiskemakker!
Ikke den tøsefornærmede, barnlige unge på 7 år, min kæreste havde fået slæbt med sig, den dag.
Jeg har taget en alvorlig snak med hende, og der er styr på situationen fra nu af (haha)
Opfordring
Vi burde alle, være glade og rosende over hinandens fangster. Det er en vigtig sportsgren, vi har med at gøre.
Vi skal være bedre til at snakke hinanden og fiskeriet op. Vi skal komme med positive udsagn, både på kysten og på de sociale medier, om hinandens fangster.
Der er rigtig mange meninger om andres fangster, når man er inde og læse kommentarer på fx. Facebook. Og det er ærlig talt ikke altid, de er helt pæne eller positive. Der er rigtig meget ros, men der sniger sig også en del negative kommentarer ind i mellem. Det er ærgerligt, at det skal være sådan.
Lad os blive bedre til, at give hinanden et high-five, enten IRL eller i det virtuelle.
Jeg vil i hvert fald fremover undgå flere pinlige situationer og øve mig i at være verdens bedste fiskemakker og kæreste.
Knæk og bræk derude
Jeg hepper på jer 🙂
