GÆSTEINDLÆG: Tålmodighed! Tålmodighed! Tålmodighed!

For noget tid siden kontaktede Mr.Mazzo mig, for at spørge om jeg ville skrive et indlæg til hans blog. Jeg elsker at skrive, så selvfølgelig ville jeg rigtig gerne det. Men jeg havde godt nok nogle kvaler om, hvad jeg skulle skrive. For jeg fanger jo ingen fisk…! Og hvad skal man så skrive om?

Misforstå mig ikke, jeg fisker! Men fisk fanger jeg ikke rigtig nogen af. Det skal jeg nok fortælle dig mere om.

Jeg tænkte lidt over det og fik så en rigtig god idé til en historie. Du får den her:

Lidt om min baggrund

Jeg har en bror, far og en farfar, der fisker eller har fisket. Da jeg var lille fik jeg lov at komme med engang imellem, og jeg havde også min egen lille fisketaske.

Årerne gik, og da jeg bor ved Kolding nu og mine forældre på Djursland, hvor jeg er født og opvokset, blev det fiskeri ikke arbejdet mere i. Men jeg har nu altid gerne ville gøre noget mere i det, men kendte ikke nogen der fiskede, og som kunne hjælpe mig i gang. Min far gør engang imellem, men så sjældent, at jeg ikke kunne trække på ham på det punkt.

Jeg mindes min far og jeg har været i Put & Take én gang, da jeg var ung. Men putten er bare ikke helt det samme, uden at ville støde nogen, som at stå ude ved kysten. Hver sin interesse og alt det, og jeg synes bestemt også putten kan være hyggelig, men jeg vil bare personligt hellere fiske i det store hav.

Men da jeg så mødte min kæreste for 4 år siden, var heldet med mig på flere punkter, for han fisker!!! Så nu kunne jeg få lært en masse og få afprøvet, om fiskeriet virkelig var noget for mig. Eller om ideen om fiskeriet blot var farvet lyserød af mine dejlige barndomsminder.

Og sådan er det gået siden…

Jeg fandt hurtigt ud af, at det fiskeri var faktisk ret hyggeligt. Specielt de dage med godt vejr og kaffe i rygsækken

Det er ikke sådan at jeg er helt besat af det. Der er ting, jeg bedre kan lide end at fiske, men det står helt klart på min top ti! Nogle dage har jeg endda følelsen af, at det trækker i mig for at komme afsted.

Og det er så her ideen til mit indlæg, sådan rigtigt kan komme i gang.

For det er jo ikke nemt at fiske!!!! Som i, overhovedet ikke nemt!!!

Jeg troede, at jeg bare tog min stang, stillede mig ud i vandet, smed et blink afsted og efter lidt tid, så var der fisk på krogen.

Det passer ikke! Min illusion bristede. Det er overhovedet ikke nemt.

Det er mega svært.

Jeg har fisket i cirka 4 år nu. Sådan on and off. Og jeg har da fanget nogle fisk. Men ikke mange, og der er virkelig længe imellem fangsterne.

Det er dejligt at stå ude i naturen og mærke solen, vinden, regnen og alt det der. Naturen må man ikke kimse af. Den får man det altid godt af. Men jeg havde da aldrig i livet tænkt over, hvor frustreret man også kan blive af at fiske.

Min nedtur

Følelsen af at stå derude i vandet, gang på gang, uden der sker det mindste, er virkelig forfærdeligt.

0-tur på 0-tur. Man bliver helt ked af det. Det var lige før, jeg var ved at ringe til min læge.

Og humøret bliver ikke ligefrem bedre når man så ser sin fiskemakker hale den ene fisk ind efter den anden. Ser på Facebook og Instagram, hvordan alle andre smider deres store fede blanke ørred op i hovedet på én. Man sidder og læser, hvordan de alle efter en halv times fiskeri fik den første fangst, og derefter kom der flere til…. Og sådan fortsætter det.

Det eneste man kan tænke er bare: Hvad gør jeg forkert????

Min fangstrapport

I de 4 år jeg har fisket, har jeg indtil nu, fanget 2 havørreder over mål.

Hornfisk
Hornfisk – nogle af mine kedelige fangster

Ja den er god nok, du læste rigtigt. 2! Og så nogle hornfisk, men dem kan alle jo fange, hahaha. De bider jo på hvad som helst.

Det har været deprimerende, frustrerende, irriterende, og jeg har virkelig været tæt på at opgive fiskeriet.

Jeg var faktisk så træt af det, at jeg holdt en lang pause sidste år. Jeg magtede det bare ikke! Skuffelsen var for stor.

Jeg ville først skrive et indlæg, når…

Da jeg blev spurgt, om jeg ville skrive et indlæg, sagde jeg til mig selv, at jeg ville skrive det, når jeg fangede min næste ørred. Så kunne jeg skrive om, hvor længe man kan komme til at vente, før heldet vender.

Sidst jeg fangede en ørred over mål, var for 2 år siden på Djursland (Bare lige for i har noget at forholde jer til).

Min fangst fra Djursland for 2 år siden

Min optur

En dag i januar vendte det hele. Vi tog ud i Kolding fjord sidste weekend. Vejret var lidt blandet. Det regnede en del ind i mellem, men solen kiggede også frem.

Snurrebassen i sølv – mit nye favoritblink.

Jeg havde ikke rigtig overgivet mig til gennemløberen Snurrebassen før, men nu skulle den prøves. Har fået samlet en del af dem efterhånden, og den nyeste sølv slim blev sat på. (Sølv på opfordring af både min kæreste og Mr. Mazzo).

Og tak drenge!!! Det skulle jeg da have gjort noget før.

Der var gang i den, fra vi kom, til vi gik! Små dask til blinket hele tiden. Der var flere små følgere med helt inde flere gange. Jeg så fisk i overfladen, mærkede dem, og det var mere end, hvad jeg havde prøvet i laaaaang tid.

Det var med andre ord vildt fedt at opleve liv.

Mine fangster!

MEN, hvad endnu bedre var: Jeg fik også lov at mærke fisk, der bed på mit blink.

Jeg fangede 5 fisk i alt.

5 fisk! Mig! Ikke min kæreste (han fik nemlig kun én lille undermåler). Men mig!

Jeg fik 3 fine fisk under mål, og så fik jeg 2 farvede på omkring de 45 cm, vil jeg skyde på.

Det var ikke perfekte fisk. De var ikke vildt store. Jeg måtte ikke tage dem med hjem.

Men det var fisk, og de sad på MIT blink!

Hanne Bloch Rasmussen

Mine hænder og vanter lugtede af fisk. Og det var det fedeste i verden. Jeg jublede og var helt oppe at køre. Jeg er her en uge efter, når jeg sidder og skriver dette indlæg, stadig mega glad og trækker på smilebåndet over tanken.

Det var virkelig den bedste fisketur, jeg nogensinde har været på. Og jeg kunne skrive meget mere om den dag, men så bliver vi vist aldrig færdige…

Min opfordring til alle derude:

Så selvom tålmodighed ikke er min stærke side – slet ikke faktisk – så kan det altså betale sig at blive ved.

Alle dem der har sagt, du skal bare hænge i, bliv ved, det skal nok komme, som jeg har haft lyst til at slå lidt på, fordi det blev rimelig belastende at høre på i længden, de havde jo ret.

Bliv ved, hæng i, for det SKAL nok komme. Det SKAL nok vende.

Hvis det gjorde for mig, så gør det også for dig!

Tak fordi du læste med.


Har du også lyst til dele din historie?

En stor tak til Hanne for at dele sin fiskeoplevelse med os.

Har du også en fiskehistorie, som du synes andre kunne have gavn af at læse?
Har du et budskab eller et godt fiskeminde, du kunne tænke dig at dele her på www.mrmazzo.dk?

Så kontakt MrMazzo på følgende e-mail: martin@teichert.dk.

Martin

Author: Hanne Bloch Rasmussen

Født og opvokset på Djursland, hvor jeg ofte fisker. Er bosat mellem Kolding og Vejle og jagter også her de blanke i Kolding fjord. Har en blog på Facebook omkring mit fiskeri: HBR Kystfisker Profil på Instagram: hbr_kystfisker

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.