Vil du have mest muligt ud af dit gennemløbsblink, skal du udnytte snurre-effekten. Her får du at vide, hvordan du skal fiske med gennemløbsblink, for at lokke ørreden til.

Ved et gennemløbsblink går linen gennem blinket.
Blinkets stærke side er, at blinket roterer om sin egen akse ved spinstop. Det er lige den effekt, ørreden ikke kan modstå. Det skal du udnytte.
Sådan skal du fiske med gennemløbsblink:
- Du kaster ud
- Spin hurtigt ind til linen er stram
- Spin ind som du plejer (2-5 meter)
- Lav et spinstop
- Spin ind
- Lav igen et spinstop
- Spin ind.. osv.
Hvorfor er spinstop så effektivt?
Spinstop ved gennemløbsblink er effektivt, fordi blinket snurrer om sin egen akse.
I forhold til klassiske blink med line hæftet på i snuden, så snurrer gennemløbsblink mere.
Netop snurreeffekten motiverer ørreden til hug.
Det er også derfor, at du skal lave mange spinstop.
Varier længden af spinstop når du vil fiske med gennemløbsblink
Varigheden af dine spinstops skal du tilpasse vanddybden.
Fisker du på en kyststrækning med kun 40 cm vand, så skal dit spinstop være kort, ellers får du bundbid.
Fisker du på lidt dybere vand (1-3 meter), kan du roligt lade blinket synke 2-5 sekunder.
Jeg er ofte blevet overrasket over, at ørreden nærmest følger blinket helt til bunden, og først der hugger til.
Sommetider har jeg mærket, hvordan ørreden flere gange har hapset til blinket, mens blinket synker. Dette dog kun på dybere vand.
Er du i tvivl hvor hurtigt dit blink synker, så test det af på klart vand. Tæl sekunder hvornår det rammer bunden på 1 meters vand.
Hvornår skal jeg lave spinstoppet?
Det er ikke altid man mærker, at der er en ørred efter blinket. Derfor skal du lave spinstop regelmæssigt.
Spin ind 2-5 meter og lav så et spinstop.
Mærker du at fisken hapser til blinket under indspinningen, så lav et lille spinstop og spin så ind igen.
Ofte hugger ørreden ved det lille spinstop.
Sommetider kan man se, at der er en fisk efter blinket, typisk ved at kommer en trykbølge efter blinket.
Så hold øje med dit blink under indspinning.
Ser du en bølge efter blinket, så kan et spinstop udløse et hug.
Fiske med gennemløbsblink med varierende hastighed
Jeg har gennem utallige timer ved kysten prøvet forskellige indspinningsmetoder.
Mit råd er: Varier din indspinningshastighed og prøv forskellig længde af spinstop.
Kan jeg spinne for hurtigt ind?
Du kan næsten ikke spinne for hurtigt ind. En ørred kan svømme hurtigere end din indspinning.
Ulempen ved rigtig hurtig indspinning er, at blinket hurtigt kan få en unaturlig gang i vandet.
Jeg har sjældent haft succes med speedspin. Men jeg har hørt om andre som har.
For mig virker moderat og langsom indspinning. Det giver den mest vuggende gang i vandet, med de blink jeg fisker med.
Igen: Prøv dig frem og hold øje med hvordan dit blink går i vandet. Dette kan nemlig variere alt efter mærke.
For eksempel har SILLING fra OGP (reklamelink) en rolig gang i vandet.
Den rette opsætning til gennemløbsblink
Med den rette opsætning kan du få dit gennemløbsblink til at snurre effektivt.
Det er for eksempel ikke ligegyldigt, om du har en fletline gennem blinket eller stift fluorocarbon.
Det mest effektive er at lave et forfang, som du sætter på din fletline.
Jeg har lavet et indlæg, som viser dig, hvordan du laver en god opsætning til gennemløbsblink.
Med opsætning kan du øge snurreeffekten og dermed lokke ørreden til.
GRATIS OPSÆTNING TIL GENNEMLØBSBLINK

LÆS OGSÅ:
➡️ Bedste fiskeudstyr til havørred lige nu 🔥